|
Der er mange spørgsmål, der trænger sig på ved pressemødet for 'Racing Cars - The Art Dimension' på ARoS Århus Kunstmuseum. Det mest påtrængende er, hvorvidt der overhovedet er tale om en kunstudstilling.
CulturCritik:
Jeg befinder mig til pressemøde på kunstmuseet ARoS i Århus. Akkurat som jeg har gjort mange gange før. Et langt bord er placeret ved enden af det store caféafsnit. På bordet er placeret fire mikrofoner samt et lignende antal små papskilte, der fortæller, hvem der vil blive placeret hvor, når eventet går i gang. Jeg er kommet i god tid og spotter hurtigt de få fremmødte pressefolk. Der er mange, jeg ikke har set tidligere; men heldigvis er der kendte ansigter blandt de få. Jeg tager ingen chancer; men placerer mig med kaffe og croissant blandt nogle, jeg kender. Den ene, en TV-mand, udforsker min jakke. "Jeg skulle lige se, om det er samme mærke som min…" Jeg checkede efterfølgende hans og det var ikke sidste gang, jeg stødte på Marlboro-navnet dén dag.
De fire aktører indtager deres pladser. Yderst til venstre kvartettens yngste repræsentant, hos hvem man aner en næsten genert ydmyghed. Komponisten og musikeren Martin Hall er ansvarlig for lydkulissen til 'Racing Cars - The Art Dimension', som pressemødet drejer sig om. Den spinkle Hall er klædt i et jakkesæt. Skulderpuderne matcher i omfang nakkestøtterne på min Toyota Corolla og får samtidigt den, fra legendariske Ballet Mécanique, kendte musiker til at fremstå endnu mere ydmyg end han har grund til at være.
Næste mand i rækkefølgen er i fysik Martin Halls modstykke. Ingvar Cronhammar tænder omgående en cigaret og signalerer hermed, at det ikke er herfra, der vil blive fremsat sundhedsmæssigt korrekte statements. Man har ikke været fremsynet nok til at placere et askebæger ved Cronhammars plads, men et sådant bliver hurtigt tilvejebragt.
ARoS' direktør Jens Erik Sørensen fremstår på denne dag som - en direktør! I virkeligheden kunne han være direktør for en stor multinational koncern. Ét eller andet sted er dét vel, hvad han er? Ved åbningen af ARoS i 2004, kundgjorde han, at museet skulle være et internationalt foretagende. Ikke en lokalsekterisk institution. En svær ambition, når man har placeret sig i Århus. Byen, der som bekendt rummer et særdeles selvbevidst kunstmiljø.
Det internationale kommer indlysende til udtryk på højre fløj i forsamlingen. Her sidder Thorkild Thyrring, der som racerkører har set døden i øjnene flere gange. Den ligger hele tiden og lurer - døden; som et både skræmmende og fascinerende islæt. Thyrring er klædt i en dobbeltradet blazer, og vel at mærke ikke af den slags jakker, som herreekviperingsbranchen de senere år med et vist held har lanceret som "blazer", men en rigtig blazer. Mørkeblå og med forgyldte knapper. Som accessory er placeret et rødt silkelommetørklæde i blazerens brystlomme. Dette er omhyggeligt sammenfoldet, således at det ser lidt henkastet ud. Et par gigantiske guldmanchetknapper i den hvide skjorte uden slips og et par casual blue jeans sætter en effektiv signaleringsmekanisme i gang. I hvert fald hos denne skribent.
Drengedrømmen
Direktøren fortæller om sine bevæggrunde for at udvikle 'Racing Cars'-udstillingen. Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Jens Erik Sørensen fortæller begejstret om sin første fysiske oplevelse af en Formel 1-racer. Denne fandt sted i 1992. At dømme ud fra direktørens nuværende alder, er det dog relevant at formode, at han på dét tidspunkt har været en voksen mand. Men drengedrømme kan jo som bekendt være sejlivede. Direktøren sammenligner køretøjerne med kvindekroppe. Han fortsætter med en teori, der sammenkæder det funktionelle med det æstetiske. Han bruger vindmøllevingen som eksempel. "Hvis man stiller sådan en møllevinge på højkant, ligner det jo en skulptur af Brancusi".
Alt imens direktøren sammenligner et praktisk industriprodukt i glasfiber med værker af én af det 20. århundredes mest banebrydende skulptører, tager racerkøreren en iagttagende runde blandt de fremmødte pressefolk, som ville han gennembore hver enkelt med sit blik. Jeg føler, han stirrer længe på mig, som han tænker på, hvad denne langhårede fyr dog laver her. "This is a man's world!" Direktøren fortsætter: "Det var meget vigtigt for mig, da vi planlagde byggeriet af dette museum, at vareelevatoren kunne rumme en bil…"
Udstillingen er iscenesat af Ingvar Cronhammar, der allerede tidligere havde gjort det samlede pressekorps bekendt med, at han hader formidling. Fænomenet i sammenhæng med dets udøvere giver ham "røde knopper". Derfor havde han ikke så meget at sige om opsætningen, der skulle legitimere denne racerbil-udstilling på kunstmuseet. Alligevel blev der sagt en hel del. Faktisk er Cronhammar en glimrende formidler; men det vidste jeg godt…
Opsætning og historie
Det er svært ikke at blive grebet af den stemning, som disse højpotente køretøjer afstedkommer. Det historiske element fremstiller en serie kontraster, som udelukkende kommer til udtryk i kraft af, at vi befinder os i forskellige tidszoner i automobilræsets historie. Det hele kædes sammen af Cronhammars scenografiske opsætning. Det store udstillingslokale fremstår i en egal struktur, der sammenbinder epokerne, således at den ganske klodsede Alfa Romeo, med hele to motorer, fra 1936 via 28 andre biler udgør et yderpunkt, som modsvares af Michael Schumachers Ferrari fra 2002. Enzo Ferrari var teamchef hos Alfa Romeo og det karakteristiske logo med hesten på den gule baggrund optræder meget synligt på den røde Alfa årgang '36, der har en vis lighed med et køretøj, der i 2006 kunne gøre sig gældende inden for landbrugsindustrien.
Over hver bil på udstillingen er ophængt tre aluminiumsringe i forskellig størrelse. Disse udgør et helt klart symbol på den tekniske udvikling, der har præget automobilsporten i det sidste århundrede. Er man ukyndig i tekniske detaljer, er det blot mere nærliggende, at disse ringe fremstår som glorier, der minder os om, at motorløb er en gren af konkurrencesporten, som har kostet et hav af udøverne livet i deres bestræbelser på at være den første, der bliver vinket over mållinien med det skakbrætternede flag. Man registrerer, at det ikke er sikkerhed, der har haft førsteprioritet i de gode gamle dage. Thorkild Thyrring underholder med den historiske kendsgerning: "Det var den gang, de døde som fluer".
Æstetiske værdier
Man bliver i én uendelighed mindet om de udstillede bilers skulpturelle værdier. Jeg iagttager den førnævnte Ferrari fra 2002. Frontspoileren udgør, i mine øjne, ingen anden værdi, end at sikre en optimal downforce. Som form er den uden nogetsomhelst æstetisk indhold. Hækspoileren er påtrykt en kæmpemæssig - i hele bilens bredde, faktisk - reklame for cigaretmærket Marlboro. Et tobaksfirma, der også producerer tøj. Jeg har aldrig set en skulptur med så mange forskellige logos påhæftet. Måske i popkunst-regi; men det er der jo ikke tale om her.
Når vi nu er i poppens univers. Den forrige store udstilling på ARoS viste værker af den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg. En historie fortæller, at Rauschenberg en gang sammen med én af sine assistenter besøgte en samler, som boede i en kæmpevilla, hvor alt var hvidt. Rauschenberg havde på det tidspunkt en lille hund, som han havde medbragt. Pludseligt satte hunden sig i en alt for velkendt stilling på det kridhvide gulv og - lavede stort! Rauschenberg kunne kun iagttage sceneriet og udbryde: "That's why they call them dogs".
På pressemødet blev museumsdirektør Jens Erik Sørensen stillet spørgsmålet, om ikke han frygtede en voldsom kritik i medierne af 'Racing Cars - The Art Dimension'. Han svarede, at hans opgave var at skabe interessante udstillinger og i øvrigt nedbryde grænser for, hvad man kan udstille på hvilke museer. "Kritikerne!? For dem står intet på spil… De kritiserer blot!" Dét er rigtigt! That's why, they call them critics!
Søndag Aften 11/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
